Forfatter: Søren R. Fauth

Jeg husker den tydeligt, min første tur på Ridleys X-Trail Carbon Force1. Det var i begyndelsen af marts, solen stod højt på den vinterklare himmel, luften var tør og frostkold, vinden moderat fra nordvest. Fra mit hjem i udkanten af Fredericia gik turen til Kongebroskoven i Middelfart. Den lånte democykel, Ridleys topallroundmaskine i den blågule lakering, skulle have tæsk og fik det. Allerede på den første kilometer på strækningen langs Lillebælt hvor underlaget veksler mellem asfalt og passager med fastkørt grus, trådte jeg igennem. Det jeg øjeblikkeligt lagde mærke til var cyklens uforlignelige retningsstabilitet og, sammenlignet med de forskellige crosscykler jeg har skamredet gennem årene, dens høje komfort. Det næste jeg bed mærke i, var dens accelerationsevner, kraftoverførselsegenskaberne, om man vil; at der er kontant afregning ved kasse et, kort sagt: De watt der skydes gennem pedalerne, veksles øjeblikkeligt til fart. Allerede efter den korte tur langs bæltet ved Østerstrand var jeg, lad os bare sige det som det er, forlibt, forblændet og lettere eksalteret.

Destinationen var som sagt Kongebroskoven på den anden side af Lillebælt. Jeg kender terrænet der til bevidstløshed, har i snart fem år mindst et par gange om måneden kørt på sporene langs vandet, enten på crosscykel eller mountainbike. Når turen ikke går mod Vejle, dvs. nordenfjords, går den mod Middelfart, og jeg er for længst holdt op med at tælle turene, men mon ikke vi i løbet af de forgangne år, er langt hinsides de hundrede. Jeg frygter det!

Forskellene på X-Trail og X-Night

Underlaget i Kongebroskoven er glimrende til at teste en gravelbike der giver sig ud for at kunne det hele. Selvfølgelig kan en gravelbike, heller ikke Ridleys topmodel, præstere det samme som en Fully med 110 millimeter vandring fortil, der hamrer ned over stejle skråninger, flyver over ’gaps’ og danser hen over selv de mest knortede rodpassager, men hvad kan den egentlig når terrænet bliver teknisk udfordrende; kan den fx mere end en aggressiv crosscykel med stejlere geometri og en anelse mindre retningsstabilitet og komfort, og i givet fald hvad? Den helt store forskel på Ridleys X-Trail og Ridleys crossmonster, X-Night, er højdeforskellen ved krankboksen. X-Trail’en har et lavere tyngdepunkt end X-Night’en, dertil er overrøret på X-Trailen en anelse længere end på X-Night’en og, ikke mindst, er kronrøret på X-Trail’en længere og kronrørsvinklen mere slack. Netop disse teknikaliteter gør at akselafstanden bliver længere, hvilket på sin side igen øger retningsstabiliteten. Hvis man lægger alle de geometriske kendsgerninger sammen, får man en allroundcykel der især udmærker sig ved tre ting:
1) større retningsstabilitet, dvs. en cykel som ligger roligere på vejen end X-Night’en.
2) tilsvarende større komfort på længere ture. Forskellen skulle kunne mærkes allerede efter en time, men jeg tror personligt først det sker efter 3-4 timer.
3) større sikkerhed og kontrol på mere teknisk udfordrende nedkørsler.

Men tilbage til min jomfrutur i begyndelsen af marts hvor vejret gjorde sit til at eskalere nyforelskelsen. Jeg besluttede mig for at gå planken ud og teste cyklen på selv de vanskeligste ned- og opkørsler. Det viste sig hurtigt at jeg manglede de letteste gear sammenlignet med min mountainbike, og at jeg derfor måtte af og løbe de stejleste, rodbelagte opkørsler. Garnituren på den cykel jeg tester, består af Force1 monteret med en Rotor 42T-klinge (Q Ring) foran og en 11-36T 11-Speedkassette; hvis man ændrede udvekslingen til 1:1 og satte et ordentligt møllehjul på kassetten, ville jeg med de rigtige dæk uden tvivl kunne køre de samme opkørsler i

Kongebroskoven som jeg kan på min Cannondale Black Inc Lefty full suspension med XTR Di2. Det jeg var allermest spændt på, var at se om X-Trail’en var mere retningsstabil, sikker og komfortabel nedad end en traditionel crosscykel. Jeg lukkede luft ud af dækkene – cyklen er i øvrigt udstyret med et ekstremt velkørende hjulsæt (DT Swiss R23 DB) – og kastede den ned over rødder, smalle stier, ja, den fik virkelig tæsk. Min teknik forhindrer mig – desværre – i at presse grejet til de grænser som Wout van Aert eller Mathieu van der Poel ville kunne gøre det, men jeg skånede den ikke, og har i øvrigt ikke gjort det siden. Konklusion: Jeg er virkelig imponeret over X-Trail’ens styreegenskaber, og ja, jeg føler mig sikrere på den nedad end på en stejl crosscykel.
Efter jomfruturen hin dag i begyndelsen af marts har cyklen været viden om, senest en tur i Slettestrand hvor jeg fik lejlighed til at køre små 90 km. på den i det der må være Danmarks fedeste gravelterræn, langs Vesterhavet, ad brede grusstier, gennem Svinkløv Klitplantage via Thorup Strand til Bulbjerg i minus to grader og 11 sekundmeter vind, den ene vej med vinden i ryggen, den anden vej med vinden i fjæset. Mageløs tur. Når jeg den 14. april deltager i gravelløbet ’Dirty Jutland’, og i den forbindelse skal tilbagelægge 220 km på offroadunderlag, kan jeg ikke forestille mig nogen bedre ledsager end Ridleys X-Trail. Gravel er det nye sort, og Ridleys bud på en allround fuldblodsmaskine i grænselandet mellem cross, landevej og mountainbike er, nåja, fucking awesome…

Epilogos: Dirty Jutland anno 2018
The Dirty Jutland blev for et par dage siden tilbagelagt i hæderlig stil. En samlet 11. plads på den lange etape, nr. fire i min aldersgruppe (40-49), sølle 20 sekunder fra en samlet 5. plads og 11. sekunder fra 1. pladsen i min aldersgruppe. Ridley’en klarede strabadserne forbilledligt. Terræn og cykel matchede hinanden perfekt. Jeg begik i begyndelsen af løbet den helt store fejl at køre med 3 bar i de 37 mm brede dæk. Det optimale dæktryk viste sig senere at være max 2.2 bar for og bag. Hvis jeg retrospektivt skulle ændre noget andet, ville jeg have smidt et par 40 mm dæk på og kørt med endnu lavere tryk. Gør man det, kan denne cykel virkelig køre i alt terræn uden at man bliver smadret til plukfisk: single track’s med rødder, klitlandskab, sandjord, asfalt, brede grusstier beklædt med små og store sten, ALT. Det bør den selvfølgelig også kunne; den er konstrueret til at kunne det, men den gør det glimrende, denne allround-fuldblodscarbonmaskine, og jeg har ærlig talt vanskeligt ved at forestille mig et cykelliv hinsides testperioden, ja, hvordan, tænker jeg,
skal jeg kunne undvære den i min cykelpark? Det er vanskeligt at pege på noget negativt ved den; det skulle måske være den relativt høje vægt på over otte kilo, men come on: Vægten er bl.a. høj fordi grejet virker og ikke går i stykker når man giver cyklen prygl, så et egentligt minus kan der ikke være tale om. Hvis jeg var mangemillionær, havde jeg både en X-Trail og en X-Night holdende i mit cykelskur. X-Night’en er mere hidsig, mindre retningsstabil, men en smule lettere og hurtigere, rappere på fødderne om man vil, og især sublim i en snæver vending, rundt om et træ, over en chikane, omkring en kegle osv. På bekostning, selvsagt, at X-Trailens høje komfort.

Facit: Selv efter halvanden måneds testkørsel af Ridleys X-Trail med DT-Swiss-hjul og Force-garniture er jeg stadig nyforelsket, og der er ingen tvivl om at jeg indgår varigt ægteskab. Min model skal være mørklilla (metallic) og heritage, dvs. så fed at selv folk med indgroet foragt over for belgiske cykelentusiaster vender sig om på gaden og pifter efter cyklen når den kommer flyvende.

Når den er færdig en gang til efteråret, kommer der billeder her på siden.

Hvis du selv vil nørde, så leg her: https://www.ridley-bikes.com/project/x-trail-carbon-force1/

Venlig Hilsen

Søren R. Fauth